Jordemødre for Ligeløns erklæring om ikke at tage nyt arbejde under nuværende overenskomst

Officiel erklæring fra jordemødre og jordemoderstuderende

De 1071 antal underskrivere af denne erklæring er gået sammen om at sige stop for en årelang udnyttelse af jordemødre ved at byde dem en uanstændig lav løn og urimelige arbejdsforhold. Underskriverne består af både jordemødre og kommende jordemødre. Der findes omkring 3100 jordemødre og 730 jordemoderstuderende i Danmark. 

De danske jordemødre har i mange år forsøgt at tilkæmpe sig retten til en løn, der hænger sammen med det ansvar, de står med, når de hjælper gravide og deres ufødte børn sikkert gennem graviditet og fødsel. De har spillet efter reglerne - sat sig ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlingerne og ageret inden for rammerne af den danske forhandlingsmodel - det system, politikerne hylder. Men rammerne har altid været for snævre. For den danske forhandlingsmodel, hvor alle faggrupper i et samlet forhandlingsfællesskab skal blive enige om fordelingen af den samlede sum penge, har ikke rummet en reel mulighed for at give jordemødrene det, de fortjener.

De har spillet efter reglerne - sat sig ved forhandlingsbordet til overenskomstforhandlingerne og ageret inden for rammerne af den danske forhandlingsmodel - det system, politikerne hylder. Men rammerne har altid været for snævre. For den danske forhandlingsmodel, hvor alle faggrupper i et samlet forhandlingsfællesskab skal blive enige om fordelingen af den samlede sum penge, har ikke rummet en reel mulighed for at give jordemødrene det, de fortjener.

I 2020 lavede Institut for Menneskerettigheder sammen med postdoc i historie ved Aarhus Universitet, Astrid Elkjær Sørensen, en analyse af forskellige faggruppers indplacering i det offentlige lønhierarki i henholdsvis 1969 og 2019.

I 1969 blev de traditionelle kvindedominerede fag - herunder jordemødrene - lavt indplaceret i hierarkiet, men selvom vi siden dengang har opnået både ligelønslov, MeToo-bevægelser og en generelt stigende bevidsthed om, at der skal arbejdes aktivt for at skabe ligestilling - ja, så er jordemødrene ikke bare fastholdt i den lave ende sammen med de andre kvindefag; vi er lige så stille røget endnu længere ned i lønhierarkiet. Det til trods for, at vores uddannelse er blevet længere, og vores kompetenceområde er blevet bredere og højt specialiseret.

Jordemødrenes løn bærer stadig præg af at være betragtet som en bi-indkomst til familien. Men den moderne jordemoder, der også er enlig forsørger, kan ikke leve af en bi-indkomst.

I dag tjener en nyuddannet jordemoder omkring 26.500 kroner + 13,9 procent i pension (2021 tal, se de nye tal HER). Dertil kommer det faktum, at over halvdelen af alle jordemødre ser sig nødsaget til at arbejde på nedsat tid med tilhørende lavere løn for at kunne holde til vilkårene.

Syv år og 364 dage senere tjener jordemoderen ikke en krone mere end på første arbejdsdag. Den første lønstigning på omkring 4.000 kroner kommer efter otte år, og den næstfølgende og sidste stigning opnås efter 12 års anciennitet.

Alt for mange jordemødre når dog aldrig så langt, for de har forladt fødegangene lang tid før. Arbejdsvilkårene er langt under, hvad man kan være bekendt i en velfærdsstat, og lønnen kan hurtigt matches, hvis jordemoderen forlader faget og finder på noget andet - endda ufaglært arbejde - hvor arbejdsforholdene tilmed ikke i samme grad tærer på privatliv, familie, psyke og krop.

Samtidig står jordemoderens partners lønseddel og lyser op som en skærende kontrast til hendes egen. Partneren har en tilsvarende lang uddannelse, men arbejder ikke i et klassisk kvindedomineret fag. Vedkommende har rimelige arbejdsvilkår, arbejder kun i dagtimerne og står ikke med ansvar for liv hver dag. Alligevel får partneren hver måned langt mere udbetalt end jordemoderen.

Og eksemplet er ikke bare ét scenarie i et tilfældigt hjem. Det går igen blandt så mange jordemødre, at man i 2021 ikke længere kan lukke øjnene for, at der er en økonomisk skævvridning, som fastholder mange kvinder og mænd i gammeldags kønsroller med manden som forsørger og kvinden som den forsørgede.

Det er kønsroller, vi for længst burde have låst inde på et museum. Roller, der betyder, at virkeligheden for mange jordemødre er, at de er afhængige af deres partners indkomst. På trods af jordemoderens store ansvar og selvstændige virksomhedsområde – to faktorer, der i mange andre fag værdisættes højt lønmæssigt. Det er ikke værdigt for vores samfund at blive ved med at ignorere dette åbenlyse ligestillingsproblem.

Hvad gør vi så ved det?

Spørger man vores folkevalgte politikere, så er svaret: “Det skal løses mellem arbejdsmarkedets parter. Vi blander os ikke i deres forhandlinger”.

Men som enhver med en smule indsigt i overenskomstforhandlingernes snævre spændetrøje ved, så er det ikke gennem den danske model, at jordemødrene kan få hjælp. De kan godt forsøge ved at stemme nej til den aftale, der er lavet mellem parterne, men allerede her kommer den første forhindring: Selv hvis samtlige jordemødre stemmer nej, kan aftalen vedtages, da der samlet set skal være flertal for et nej i hele det forhandlingsfællesskab, jordemødrene er med i.

Dermed har jordemødrene - som er en lille faggruppe - ingen reelle handlemuligheder. Og selv hvis de formår at skabe et samlet flertal for at gå i konflikt og varsler strejke, skal de stille med et nødberedskab, der til forveksling ligner - eller ligefrem er bedre end - dagligdagens beredskab.

Og så viser historien, at resultatet af en strejke i yderste konsekvens er minimale lønstigninger og et kæmpe overtræk i strejkekassen, der skal betales af på i flere år efter.

Derfor taler politikerne usandt, når de siger, at løsningen findes i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter.

Jordemødrene har i stedet gennem mange omgange og mange år forsøgt at gå gennem medierne, tale til politikernes fornuft og skabe opbakning i den brede befolkning for at gøre noget ved problemet. Men det er som at banke i en dyne, for der er ingen, der tager dem alvorligt. Sandsynligvis, fordi jordemødrene kun kan netop dét: råbe.

For det er overenskomststridigt at strejke uden et nødberedskab eller at lave kollektive opsigelser. Igen har den danske forhandlingsmodel afskåret jordemødrene fra at lave en reel protest, og en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse vil medføre trusler om en uoverstigelig bod.

Denne urimelige behandling af vores faggruppe har fået lov at stå på i alt for mange år, og derfor siger jordemødrene nu fra.

Alt for længe har vi fundet os i uanstændig løn.

Alt for længe har vi haft tillid til det system, der skulle sikre os en fair løn.

Nu vil vi ikke længere finde os i, at vores selvstændige virksomhedsområde, uddannelseslængde, enorme ansvar og arbejdsbyrde stadig aflønnes på et niveau, der nemt kan matche meget ufaglært arbejde. Og som aflønnes langt under sammenlignelige fag, der udelukkende adskiller sig ved ikke at være klassiske kvindedominerede fag. 

Vi er blevet svigtet af vores arbejdsgiver og af det system, der skulle varetage vores interesser, og derfor ser vi os nu nødsaget til at nægte at arbejde for dem, der har svigtet. 

Som jordemødre og jordemoderstuderende kræver vi handling fra Christiansborg.

Indtil det sker, vil vi ikke skrive under på flere fastansættelser eller vikariater i det offentlige sygehusvæsen. Denne erklæring er derfor et løfte om, at der ikke kommer flere underskrifter fra nedenstående kommende, nye eller gamle i faget, før I som magthavere tager fat om problemets rod.

Vi vil ikke arbejde for jer, før I tager vores opråb seriøst og arbejder målrettet på en løsning.

“Det er ydmygende at være så dygtig til et fag, have knoklet så meget for at blive jordemoder, være væk fra familien i weekender, aftener, nætter og ikke mindst ferier og så hive en lønseddel hjem, som er mindre end den, de studerende får på min mands kontor.”

— En jordemoder, JFL spørgeskemaundersøgelse vinter 2021